Nu vil Holland også have mere grænsekontrol

Er Hollands planer om strammere grænsekontrol i strid med Schengen? EU kræver klar besked fra hollænderne

Grænseovergangen ved Krusaa. EU-Kommissionen langede ud efter Danmark, da den tidligere VK-regering besluttede at optrappe overvågningen af grænserne efter pres fra Dansk Folkeparti. Nu har Holland også fået en grænsesag. (Foto: Ole Frederiksen)
Grænseovergangen ved Krusaa. EU-Kommissionen langede ud efter Danmark, da den tidligere VK-regering besluttede at optrappe overvågningen af grænserne efter pres fra Dansk Folkeparti. Nu har Holland også fået en grænsesag. (Foto: Ole Frederiksen)

En planlagt videoovervågning af Hollands grænse har fået EU-Kommissionen til at reagere.

Den hollandske regering er blevet bedt om så hurtigt som muligt at fremlægge oplysninger om den bebudede videoovervågning, siger en talsmand for EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström.

Kommissionen tvivler på, om den planlagte kontrol ved grænsen til Belgien og Tyskland er i overensstemmelse med Schengenaftalen om fri bevægelighed hen over grænser.

Droppet i Danmark
Danmark kom tidligere i år i klemme hos EU-Kommissionen, da den tidligere VK-regering besluttede at optrappe overvågningen af grænserne. Det skete efter stærkt pres fra Dansk Folkeparti.

Det blev mødt med hård kritik fra Tyskland, der opfattede det som et brud på Schengenaftalen. Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) har efter sin tiltræden tilbagekaldt beslutningen.

Læs også: Tyskland takker for droppet grænsekontrol

Ifølge de hollandske medier planlægger regeringen i Haag at overvåge 15 grænseovergange til Tyskland og Belgien med videokameraer. De skal være rettet mod biler, der har kurs mod Holland

En talsmand for det hollandske politi siger, at reglerne om databeskyttelse indebærer, at der ikke vil blive taget billeder af personer men kun biler. Formålet er at stoppe menneskesmugling og ulovlig indvandring.