ElBaradei er på tale som ny egyptisk leder

Tidligere IAEA-chef Mohamed ElBaradei nævnes som en mulig ny premierminister i Egypten, siger kilder

Egyptens militærråd har henvendt sig til den tidligere chef for FN's Internationale Atomenergiagentur Mohamed ElBaradei for at høre, om han kunne være interesseret i at lede en ny overgangsregering.

Det siger kilder til tv-stationen al-Jazeera.

Angiveligt tøver ElBaradei med at sige ja, fordi han ikke kan få klare forsikringer om, hvorvidt han selv kan vælge sine ministre.

Efter at have boet i udlandet vendte ElBaradei hjem til Egypten i januar, da oprøret mod daværende præsident Hosni Mubarak var få dage gammelt.

Han ventes at stille op ved det kommende præsidentvalg, men meningsmålinger viser, at han ikke har mere end nogle få procents opbakning blandt de egyptiske vælgere.

Andre kilder siger til avisen Al-Masry Al-Youm, at militæret overvejer op mod fem mulige kandidater til premierministerposten, og at ElBaradei er en af dem.

Den nuværende overgangsregering, der ledes af premierminister Essam Sharaf, meddelte søndag, at den kaster håndklædet i ringen i kølvandet på de blodige protester på Tahrir-pladsen i Kairo.

Regeringen har indgivet sin afskedsbegæring til det øverste militærråd, der overtog magten efter Mubaraks afgang i februar.

Lederen af militærrådet, feltmarskal Mohamed Hussein Tantawi, ventes tirsdag eftermiddag at komme med en meddelelse om den ny regering, når et krisemøde mellem militærrådet og nogle af landets førende politikere er slut.