DSB-kaos: Forsinkelser og pladsmangel starter i dag

Suspenderet: Med IC4-toget af skinnerne skal du ikke regne med, at din pladsbillet virker

IC4 er suspenderet midlertidigt, så nu er der endnu dårligere tider i vente for DSB's kunder. (Polfoto)
IC4 er suspenderet midlertidigt, så nu er der endnu dårligere tider i vente for DSB's kunder. (Polfoto)

De skandaleramte IC4-tog er fra tirsdag morgen pillet helt ud af DSB's trafik.

Det kommer til at betyde endnu flere problemer for DSB's kunder og pendlere, der i forvejen har fundet sig i IC4's forsinkelser og aflysninger.

- Vi kan ikke komme ud over, at det, at vi ikke har IC4, det har en konsekvens, siger trafikinformationschef hos DSB, Tony Bispeskov, ekstrabladet.dk.

Læs også: IC4-skandalen fortsætter: Det er et mareridt

- Det kommer de til at mærke ved, at der er færre pladser. Helt konkret drejer det sig om 98 forbindelser ud af 7500. Her har vi gjort nogle tog kortere, og det betyder, at vi går fra IC4, hvor der kan sidde 200 personer, til tog, hvor der kan sidde 140, siger Tony Bispeskov.

Han kan heller ikke afvise, at folk kommer til at vente på perronerne i vinterkulden på grund af aflyste tog.

Din plads er taget
Udskiftningen af de mange togsæt betyder også, at hele pladsbestilling systemet bliver ustabilt.

- Juletrængslen er lige om hjørnet, og mange af jeres kunder har allerede købt pladsbilletter. Hvad skal de gøre?

- Som udgangspunkt, kan man regne med sin pladsbillet, men jeg kan ikke afvise, at der kan komme situationer, hvor der sidder en anden på ens plads, fordi vi har byttet rundt på materiel.

- Men så kan de få pengene tilbage, siger han.

I mellemtiden må DSB's kunder stå op i togene indtil Havarikommissionen finder fejlen i IC4-togets bremsesystem.

Ingen tidshorisont
Tony Bispeskov kan ikke sige noget om, hvornår man regner med at have IC4 på skinnerne igen, da det er op til Havarikommissionen. Det er altså endnu uvist, om problemet bliver løst før den tunge juletrafik går i gang.

Men meget bekvemt lykkedes det dog DSB at få bugseret 28 strandede togvogne og 6 lokomotiver over den metal-trætte Stormstrømsbro natten til tirsdag.

De vil hurtigst muligt blive indsat i den sjællandske lokaltrafik, men vil langt fra fjerne pladsproblemet.

Læs også: IC4: Lokoførere raser mod DSB