Murdoch-søn skal igen grilles i parlamentet

Huller i James Murdochs forklaring i sommer betyder, at han endnu en gang skal udspørges af parlamentet

For anden gang skal formanden for mediegiganten News Corp., James Murdoch, torsdag grilles af medlemmer af det britiske parlament.

Parlamentets medieudvalg vil formentlig forsøge at presse ham for svar på, hvor meget han vidste om den ulovlige aflytning på den nu lukkede tabloidavis News of the World.

Spørgsmålet er, hvornår Murdoch fik kendskab til avisens lyssky praksis, og hvorvidt han gjorde tilstrækkeligt for at undersøge ulovlighederne og få dem stoppet.

Hans udsagn kan blive afgørende for, hvorvidt han betragtes som en troværdig arvtager til sin fars - mediemogul Rupert Murdochs - forretningsimperium.

News of the World lukkede i juli efter det kom frem, at avisens journalister på ulovlig vis havde hacket sig ind i kendte og kongeliges telefoner.

James Murdoch har tidligere sagt, at han ikke kendte til omfanget af sagen. Men både avisens tidligere juridiske rådgiver Tom Crone og forhenværende chefredaktør Colin Myler har sået tvivl om Murdochs forklaring.

De siger, at de påpegede problemerne over for Murdoch i 2008.

Forud for afhøringerne i parlamentet har James Murdoch sagt, at han stå ved sin seneste forklaring, som han afgav i juli, oplyser BBC.

Mens det i juli var både far og søn, der deltog i høringerne, er James Murdoch denne gang alene til at svare på bygen af spørgsmål fra parlamentet.