100.000 forkyndelser sluger politiets tid

Hvert år bruger politiet tid på at forkynde over 100.000 retssager for borgere. Eksperter ønsker storvask

Politi og domstole bruger hvert år et tocifret millionbeløb og et ukendt antal mandskabstimer på at køre land og rige rundt og forkynde retsdokumenter for folk.

Det viser en rapport fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der foreslår en storvask på området.

Ifølge rapporten bruger politiet hvert år tid på at forkynde 106.000 sager for retterne og Skat - og så er forkyndelser om nævninge- og domsmandssager ikke engang medregnet.

Udgifter for 30 mio.
Endnu voldsommere ser det ud for domstolene: Her blev der alene sidste år gennemført 594.000 forkyndelser, og da hver forkyndelse skal udføres af en stævningsmand, så rundede udgifterne 30 millioner kroner sidste år i lønninger og kørselsgodtgørelse.

Derfor foreslår arbejdsgruppen, at de gældende regler for forkyndelse fra 1972 nu ændres, så myndighederne fremover får lov til at forkynde via eksempelvis mails og over mobiltelefonen.

Desuden foreslås det, at vidner fremover påmindes om at møde i retten via sms for at forhindre udeblivelser.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ser med venlige øjne på arbejdsgruppens forslag.

- Jeg er positivt indstillet over for arbejdsgruppens oplæg. Der anvendes i dag betydelige ressourcer ved retterne og hos politiet på at foretage forkyndelse i retssager, lyder det fra justitsministeren.

Et mindretal i arbejdsgruppen afviser dog, at telefonforkyndelse vil spare tid og penge - det er Stævningsmændenes Landsforening.