IC4 kunne ikke bremse - kørte over for rødt

Et IC4-tog med passagerer kørte tirsdag forbi et rødt lys på Fyn, fordi det ikke kunne bremse. Havarikommissionen er gået ind i sagen, skriver pol.dk

(Arkivfoto: Henrik Schütt og Ilubi Images)
(Arkivfoto: Henrik Schütt og Ilubi Images)

En lokomotivfører på et af de nye IC4-tog forsøgte tirsdag at bremse sit tog ned. Men toget, der kørte med passagerer, fortsatte bare og kørte forbi et rødt lys.

Det skriver politiken.dk.

Ifølge netavisen var toget på vej fra hovedstaden til Aarhus. På Østfyn mødte det et rødt signal, fordi et godstog holdt stille længere fremme. Men bremserne fungerede så dårligt, at toget kørte forbi det røde lys.

Læs også: Togcomputere kan stadig give IC4 problemer

Heldigvis nåede det at stoppe, inden det ramte godstoget.

- Vi havde en signalforbikørsel i går. Dem har vi nogle stykker af, men den her ser ud på en måde, så vi kigger ekstra på den. Det skal undersøges i dybden, siger Frank Olesen, konstitueret direktør i DSB Vedligehold, til pol.dk.

Læs også: IC4-levering overskrider ny deadline

Ifølge Frank Olesen var skinnerne fedtede på grund af nedfaldne blade. Han mener ikke, det er et generelt problem med de nye problemplagede tog.

Havarikommissionen skal nu undersøge toget i Aarhus.

Ved du noget? Så tip os på sms/mms på 1224 (alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk.