Fyringsrunder, usikkerhed og stigende arbejdspres. Finanskrisen har ikke kun trukket på den økonomiske konto - den har også givet danskere flere problemer med stress.
I en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget blandt HK/Privats medlemmer, svarer 33 procent, at det psykiske arbejdsmiljø på deres virksomhed er blevet dårligere eller meget dårligere i løbet af de seneste fem år, skriver metroXpress.
Hele 53 procent svarer, at de har haft stress, og 40 procent har været sygemeldt som følge deraf.
Overlæge og stressforsker Bo Netterstrøm fra Bispebjerg Hospital bekræfter, at finanskrisen har forstærket danskernes stress-problemer:
- Siden 2008, da krisen satte ind, er det blevet slemt. Folk er bange for at miste deres arbejde, folk bliver fyret rundt omkring dem, og i en virksomhed skal færre medarbejdere lave den samme mængde arbejde, siger han til metroXpress.