Se kæmpefisken angribe

Et dansk filmhold fik unikke optagelser i kassen under fisketur i Norge

Peter Kirkby fra fiskeholdet med en af helleflynderne, som også blev filmet under vand. (Foto: Mads Hussing)
Peter Kirkby fra fiskeholdet med en af helleflynderne, som også blev filmet under vand. (Foto: Mads Hussing)

De havde håbet på at hive nogle gode optagelser i land. Men folkene bag et dansk fiskeprogram fik mere på krogen end det, da de forleden var en tur i Norge for at filme helleflyndere.

Det lykkedes nemlig at filme indtil flere af de kæmpestore fladfisk under vand, lige da de gik til angreb på de gummiagn, der blev brugt som madding.

- Det er helt unikt. Det er der intet dansk filmhold eller fra andre steder for den sags skyld, der har gjort før, så stemningen var helt vild, fortæller Mads Hussing om filmen, det lykkedes at få i hus af den angribende helleflynder.

Hev 50 kilo ind

Som vært på programmet Fiskemagasinet har han ellers prøvet lidt af hvert, men oplevelsen i det nordlige Norge var speciel både for ham og lystfiskeeksperterne Jakob Lindberg og Peter Kirkby fra kineticfishing.com, der også var med.

På seks dage hev de i alt 13 helleflyndere ind – den største af dem målte hele 1,5 meter og vejede 50 kilo.

Satte de største ud

Selv om der således var basis for et solidt festmåltid, forbarmede filmholdet sig over kæmpefiskene.

- Nogle af de mindre tog vi med hjem, men de største satte vi ud igen, fortæller Mads Hussing.

For ham er undervandoptagelserne nemlig rigelig fangst, for af dem kan man lære mere om, hvordan helleflynderen bevæger sig under vand.

Det blev dog til et par solide fileter af fangsten, der siden er frosset ned og skal spises til familiens søns fødselsdag.

Optagelserne under vand vil indgå i en udsendelse på DK4 senere på året, skriver Fiskemagasinet.

Helleflyndere kan i øvrigt blive meget store, og der er tidligere fanget eksemplarer på flere hundrede kilo.

1 af 2 Mads Hussing med helleflynderen på 50 kilo. (Foto: Fiskemagasinet)
2 af 2 Peter Kirkby fra fiskeholdet med en af helleflynderne, som også blev filmet under vand. (Foto: Mads Hussing)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen