Sundhedsminister Astrid Krag (SF) ønskede ikke at stille op til Ekstra Bladet TV, men i et telefoninterview forsikrer hun nu, at hun er klar til at se på en stramning af loven
Hun presses yderligere af samtlige sundhedsordførere på Christiansborg, som er enige om, at der er behov for en lovændring, hvis de nuværende regler tillader en læge som Humlegårdens cheflæge Finn Skøtt Andersen at fortsætte sit arbejde.
- Jeg er fuldstændig enig i, at ingen skal slå plat på kræftsyge, og at man ikke skal tjene penge på dødssyge menneskers ønske om at blive raske. Det er formentlig den samme holdning, som får ordførerne til at ønske, at vi sammen ser på det her. Det ønske deler jeg, så det vil vi gøre, siger Astrid Krag til Ekstra Bladet.
Læs også:Mor blev kræft-behandlet med torturlignende instrument
Mangler en god forklaring
Og noget skal der omgående gøres, mener blandt andre de konservatives sundhedsordfører Benedikte Kiær.
- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor han ikke er blevet stoppet, og det skal vi have en god forklaring på. Sundhedsstyrelsen er den øverste myndighed, og de skal sørge for, at sådan noget her ikke sker.
- Så jeg vil bede om en redegørelse i sagen, siger hun.
Læs også:Overlæge på Riget: Luk Humlegården
Loven skal liberaliseres
Men Sundhedsstyrelsen gør ifølge tilsynschef Anne Mette Dons allerede det maksimale.
Samtidig preller kritikken af på Finn Skøtt Andersen.
- Der er efter min mening ikke brug for nogen opstramning. Der er tværtimod brug for en liberalisering af lovgivningen så de kræftpatienter, der ikke længere kan behandles med konventionel medicin, i højere grad får mulighed for at prøve nye behandlingsmuligheder, siger Finn Skøtt Andersen til Ekstra Bladet.
Læs også: Humlegården politianmeldt