Bestak Nordkorea sig til pakistansk atomvåben-viden?

Pakistans atomvåben-'godfather' beskylder to højtstående militærfolk for at have solgt oplysninger om atomvåben til Nordkorea

Jehangir Karamat, tidligere generalstabschef i den pakistanske hær og på dette tidspunkt ambassadør i USA, (til venstre), giver i oktober 2005 hånden til daværende chef for Verdensbanken, Paul Wolfowitz. Nu beskyldes Karamat for at have solgt atomvåben-viden til Nordkorea (Foto: © World Bank/Verdensbanken / Frank R. Vincent)
Jehangir Karamat, tidligere generalstabschef i den pakistanske hær og på dette tidspunkt ambassadør i USA, (til venstre), giver i oktober 2005 hånden til daværende chef for Verdensbanken, Paul Wolfowitz. Nu beskyldes Karamat for at have solgt atomvåben-viden til Nordkorea (Foto: © World Bank/Verdensbanken / Frank R. Vincent)

3,5 millioner dollar og tre sæt smykker. Det var, hvad Nordkorea betalte til to højtstående pakistanske militærpersoner tilbage i 1998. Til gengæld hjalp pakistanerne landet med deres atomvåbenprogram.

Sådan lyder beskyldningerne fra manden bag Pakistans eget atomvåbenprogram, Abdul Qadeer Khan. Det skriver The Washington Post.

Læs mere hos The Washington Post:
'Pakistan’s nuclear-bomb maker says North Korea paid bribes for know-how'

Tidligere i denne måned frigav Khan et brev, der angiveligt er sendt fra en nordkoreansk embedsmand til general Jehangir Karamat, der på det tidspunkt var generalstabschef i den pakistanske hær, den 15. juli 1998.

I brevet oplyser den nordkoreanske embedsmand, Jon Byong Ho, at de tre millioner dollars er betalt til Karamat. Det samme gælder den halve million og de tre sæt smykker af diamanter og rubiner, som Karamats kollega Zulfiqar Khan ifølge brevet har modtaget.

Brevet slutter med 'de hjerteligste hilsner' i forbindelse med Pakistans succes med de seneste nukleare test.

Dokumentation: Læs brevet fra Nordkorea

Et i forvejen spændt forhold
Hvis indholdet af brevet er sandt, hvilket flere højtstående amerikanske kilder ifølge The Washington Post peger på, er det endnu en spand koldt vand i det mindre hav, der efterhånden adskiller Pakistan og Vesten på den internationale politiske scene.

Her finder vi i forvejen miseren omkring mordet på Osama bin Laden; vidste pakistanerne, at han opholdt sig i landet? Hvordan kunne han bo så tæt på et militærakademi? Og herefter fulgte så diskussionen om, hvor meget pakistanerne vidste om USA's raid på bin Ladens skjulested.

Læs mere: Bin Laden-drab presser forholdet mellem USA og Pakistan

Derudover påstår David Headly, der i USA er anklaget for blandt andet terrorplaner mod Danmark, at han samarbejdede med elementer i Pakistans efterretningstjeneste, ISI.

Læs mere: JP-terrorist: Jeg samarbejdede med Pakistans efterretningstjeneste

De to hovedpersoner, Karamat og Z. Khan afviser begge, at dokumentet skulle have noget hold i virkeligheden. Ifølge Karamat er det et forsøg fra A. Q. Khan på at skubbe ansvaret fra sig, og Z. Khan kalder dokumentet falsk. Han henviser blandt andet til, at der ikke er noget officielt brevhoved eller segl.

Olli Heinonen, en veteran ved det internationale atomenergiagentur, IAEA, siger dog noget andet til The Washington Post. Ifølge ham er brevet magen til andre nordkoreanske 'noter', han har set eller modtaget.

Et bekymrende kundekartotek
Abdul Qadeer Khan blev for alvor kendt i 2004. Året før var han blevet anholdt for at sælge viden og materiale til fremstilling af atomvåben via sit netværk, og i 2004 stod han frem på pakistansk tv.

Her erkendte han, at han havde solgt dele af højhastigheds-centrifuger til berigelse af uran og instruktioner til Libyen, Iran og Nordkorea.

Khan har dog senere sagt, at hans regering overtalte ham til at tage faldet selv. Den dag i dag er der stadig tvivl om, hvorvidt han handlede på egen hånd, eller om han agerede som sælger for den pakistanske regering.

Jehangir Karamat var kun chef for Pakistans hær tre måneder endnu. I oktober 1998 betød hans ønske om, at hæren fik større indflydelse på den politiske beslutningsproces, at han blev fyret af ministerpræsident Hawas Sharif, der samtidig var begyndt at nære frygt for et militærkup.

Fra 2004 til 2006 var han Pakistans ambassadør i USA.

0 kommentarer
Vis kommentarer