Skrappedullerne: Kvinderne vandt, fordi de var dygtige

Anne Lea Landsted, journalist, er en af EKSTRA's tre kvindelige klummeskribenter. Hun skriver i denne uge om kønsdabat og politik

(Foto: Thomas Lekfeldt)
(Foto: Thomas Lekfeldt)

Det var lige så sikkert som amen i kirken. Ikke så snart var Helle Thorning-Schmidt blevet udråbt til kommende statsminister, før den kønspolitiske debat gik i gang.

Berlingske-bloggeren Anne Sophia Hermansen, ASH, udbrød bramfrit, at det ingen som helst betydning har, om det er en kvinde eller en mand, der sidder ved roret, mens feministen Jette Hansen brugte det meste af en debatside i Politiken på at fortælle, at Thorning tværtimod havde sin kvindelighed imod sig under hele valgkampen.

Helt ærligt, ASH og Jette Hansen. Hvad har I gang i?

For det første er der ingen, der ved, om det har betydning med en kvindelig statsminister i Danmark, fordi det er første gang, vi får en. Et hurtigt blik på historien giver et blandet billede af kvindelige statsoverhoveder og kønspolitik.

For det andet er Jette Hansens påstand om, at Helle Thorning blev udsat for kønspolitisk chikane under valgkampen, helt hen i vejret

'Helle Thorning-Schmidt var oppe imod, at kvinder hurtigere end mænd opleves som værende 'for meget' eller ubehageligt dominerende, når de taler', skriver Jette Hansen.

Hvis det var tilfældet - altså at kvinder stadig opfattes som for meget, når de taler - hvorfor var det så kun den socialdemokratiske leder, der fik kønskniven og ikke den radikale Margrethe Vestager og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der om nogen stjal billedet under valgkampen.

Jeg må da indrømme, at jeg undertiden selv blev irriteret på Helle Thorning-Schmidt, ligesom jeg tog mig til hovedet, da hun flashede en knaldrød Mulberry-taske i en krigszone, så at Helle Thorning-Schmidt blev skydeskive i valgdebatter, behøver ikke nødvendigvis at have noget at gøre med hendes køn.

Siden hun blev valgt som leder af Socialdemokraterne, er det kun gået ned ad bakke for partiet. Modsat er det lykkedes Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen at hæve deres respektive partier til nye højder.

Ifølge Jette Hansen bliver Helle Thorning gjort til 'krop og hår'. Hun henviser til en artikel i Se og Hør - hun kunne også have henvist til BBC og flere store udenlandske aviser, som forventer sig meget af elegante 'Gucci-Helle'.

Igen var der sjovt nok ingen, der beskæftigede sig voldsomt meget med Margrethe Vestagers designerbluse, eller hvor Johanne Schmidt-Nielsen får klippet sit hår - måske fordi de to havde andet og vigtigere, der stjal billedet, f.eks. politisk indhold.

At påstå, at køn spillede en rolle under valgkampen, virker derfor som et forkrampet forsøg på at fastholde et forældet verdensbillede med 'Mad Men' og frustrerede, hjemmegående husmødre.

Vi er kommet videre og heldigvis for det, så lad os kæmpe kvindekampene der, hvor problemerne er - i stedet for at opfinde dem - og så i øvrigt nyde, når det går den rigtige vej, for selvfølgelig har det symbolsk betydning med en kvinde i toppen. Om det også har reel betydning, vil tiden vise.

Så drop den ligegyldige kønsdebat, og lad os i stedet fejre, at valget 2011 i den grad blev kvindernes valg, fordi de var dygtige.

EKSTRA's tre kvindelige klummeskribenter skiftes til at revse, korrekse og undre sig. De to andre er Karen Seneca, mor til to og Ekstra Bladets sexskribent, og Michelle Hviid, afsindig tæt på 40, fordragsholder og indehaver af runningdinner.dk. Og lidt af en drømmer...

Spørgsmål eller kommentarer mailes til ekstra@eb.dk