Robotter skal vugge børnene i søvn

I fem daginstitutioner har man fået robotter til at vugge børnene i søvn, så pædagoger kan udnytte tiden bedre

Her er der en voksen, senere kan robotten så putte børnene (Foto: Colourbox)
Her er der en voksen, senere kan robotten så putte børnene (Foto: Colourbox)

Det er ikke kun ældre medborgere, som skal indstille sig på, at kommunerne benytter sig af robotter, når de skal yde service.

Også de allermindste børn vil komme i nærkontakt med kommunale robotter.

I fem daginstitutioner i Skanderborg og Silkeborg kommuner har pædagogerne den seneste tid som et forsøg fået en hjælpende mekanisk hånd, når de skulle få de mindste børn til at falde i søvn i vuggestuernes soverum.

Børnene er nemlig blevet lullet i søvn af en vuggerobot, som it- og innovationsafdelingen i Skanderborg Kommune har fået udviklet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hensigten er at give pædagogerne mere tid til kerneydelserne. I stedet for at tilbringe halve og hele timer på at stå og vugge børnene i søvn, kan pædagogernes tid bruges langt bedre på at passe andre børn, lyder det.

- Når vi vugger et barn, skal vi egentlig være usynlige for barnet, fortæller leder af Børnehaven Porskjær og Den integrerede institution Gyvelhøjen i Galten, Skanderborg Kommune, Lisbeth Højvang, der var én af initiativtagerne til projektet.

- Så i stedet for at bruge tiden på at være usynlige, kan vi nu bruge tiden på at stimulere de vågne børn, siger hun til Jyllands-Posten.

Formand for kommunens Undervisnings- og Børneudvalg, Frands Fischer (S), siger til avisen, at den slags tiltag er vejen frem i økonomisk pressede kommuner.