Israel overvejer svar på fredsplan

Premierminister Benjamin Netanyahu samler tirsdag sine topministre for at drøfte Mellemøstkvartettens udspil

Efter mandagens møde i FN's Sikkerhedsråd om Palæstinas muligheder for at blive medlem af organisationen overvejer den politiske top i Israel, hvordan den skal reagere på den såkaldte Mellemøstkvartets forslag til en fredsplan.

- Premierminister Benjamin Netanyahu vil tirsdag orientere et forum bestående af otte ministre om sin tur til New York, skriver den israelske avis Haaretz tirsdag.

Netanyahu talte i lighed med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, til FN's Generalforsamling i fredags kort efter, at Abbas havde afleveret den palæstinensiske ansøgning om optagelse i FN.

I sin tale i New York opfordrede den israelske regeringschef nok engang til direkte fredsforhandlinger med det palæstinensiske selvstyre.

Ifølge Haaretz vil Netanyahu sammen med sine seniorministre nu forsøge at formulere et svar på Mellemøstkvartettens anbefalinger.

Kvartetten bestående af EU, FN, USA og Rusland mener, at Israel og palæstinenserne i løbet af en måned skal fremlægge en dagsorden for fredsforhandlinger.

Og senest i løbet af tre måneder skal der præsenteres gennemarbejdede forslag til, hvordan konflikten løses.

Mandag opfordrede Tysklands kansler, Angela Merkel, Abbas til at følge køreplanen fra Mellemøstkvartetten. Merkel opfordrede også til, at palæstinenserne og Israel indleder direkte forhandlinger.

Sandsynligheden for en godkendelse af Palæstinas ansøgning i FN's Sikkerhedsråd anses for at være meget lille.

Seks ud af de 15 lande i rådet støtter palæstinenserne, men det er ikke nok. Yderligere tre lande skal bakke op om forslaget, og sker det, har USA allerede bebudet, at det vil nedlægge veto mod beslutningen.

Samtalerne i Sikkerhedsrådet om Palæstina genoptages på onsdag.