Græsk parlament vedtager omstridt skat

Det regerende socialistparti sikrer flertal for kontroversiel ejendomsskat, der skal afhjælpe gældskrisen

Det græske parlament vedtog mandag aften en kontroversiel ejendomsskat, der skal være med til at rette op på landets enorme gæld.

EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet drastiske besparelser og nye indtægter for at stille et enormt milliardbeløb til rådighed for Grækenland.

De 154 medlemmer af det socialistiske regeringsparti, Pasok, var næsten alene om at stemme for de ny nye ejendomsskatter. 142 stemte imod.

Kun et enkelt uafhængigt medlem af forsamlingen støttede Pasok.

Ejendomsskatten vil blive opkrævet til udgangen af 2014, og boligejere vil få trukket den sammen med strømregningen.

Kommer der ingen penge retur til skattevæsen, så ryger strømmen.

Skatten ventes alene i år at give to milliarder euro (knap 15 milliarder kroner) i statskassen.

Den vil komme til at berøre 5,5 millioner græske boligejere.

Loven om ejendomsskat var en vigtig styrkeprøve for premierminister George Papandreou. Havde han tabt afstemningen, kunne hele hans krisestyring være faldet sammen.

Papandreou var tirsdag aften i Berlin til forhandlinger med den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Den tyske regeringschef, der er under indenrigspolitisk pres for Tysklands bidrag til den græske redningspakke, vil forsikre sig, at den græske regering holder sig sporet.