Græsk leder på tiggergang

Det er en presset græsk premierminister, som tirsdag i Berlin prøver at få opbakning fra den tyske kansler.

Grækenlands premierminister, George Papandreou, vil redde sit bundløst forgældede land fra bankerot, alt imens grækerne i tusindtal protesterer mod nedskæringer.  (Foto: AP)
Grækenlands premierminister, George Papandreou, vil redde sit bundløst forgældede land fra bankerot, alt imens grækerne i tusindtal protesterer mod nedskæringer. (Foto: AP)

Det er to regeringsledere med lige meget på spil, der tirsdag aften mødes i Berlin.

Grækenlands premierminister, George Papandreou, vil redde sit bundløst forgældede land fra bankerot, alt imens grækerne i tusindtal protesterer mod nedskæringer.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil redde euroen - ikke mindst fordi et kollaps af den europæiske møntunion kan bliver endnu dyrere for Tyskland end en redning af Grækenland.

Læs: Merkel og Sarkozy støtter Grækenland

De to mødes allerede tirsdag formiddag ved industriens dag, Tysk Industris årsmøde, hvor de begge holder taler.

Men det bliver om aftenen på kanslerens kontor, at Papandreou skal overbevise Merkel om, at Grækenland vil gøre alvor af at føre de kraftige økonomiske hestekure ud i livet.

- Historisk har Grækenland haft en meget dårlig stil med hensyn til at vedtage ting, men ikke gennemføre dem. Han skal overbevise Merkel om, at det sker. Han ved, at Grækenlands skæbne står og falder med Tyskland.

Det siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard.

- Signalværdien i mødet er utrolig vigtig, fordi det giver Angela Merkel en legitim platform for nye garantier - ikke mindst i egne rækker, tilføjer han.

Merkel kæmper med skeptikere blandt sine egne partnere i sin centrumliberale koalition, inden Forbundsdagen torsdag skal stemme om en udvidelse af EFSF, EU's milliardtunge redningsmekanisme til forgældede lande som Grækenland.

Kansleren satser på at få EFSF godkendt i parlamentet uden oppositionens stemmer, og formanden for hendes liberale regeringspartner FDP, økonomiminister Philipp Rösler, prøver nu også at tale skeptikerne i egne rækker til rette.

- Hvis man ønsker stabilitet i eurolandene, skal man også gå ind for den udvidede redningsfond, siger Rösler, der ellers har været på kant med Merkel om Grækenland, tirsdag til avisen Bild.