NeuroSearch fyrer tre ud af fire ansatte

NeuroSearch er på skrump. Det betyder, at medarbejderstaben skæres ned fra 200 til 35.

Biotekselskabet NeuroSearch skærer ind til benet. Selskabet skal af med over trefjerdedele af de ansatte.

Det betyder, at de nu 200 medarbejdere frem til midten af 2013 reduceres til 35.

Årsagen er, at selskabet i fremtiden kun vil satse på udviklingen af Huntexil, som er et lægemiddel til behandling af Huntingtons sygdom.

Allerede i løbet af andet kvartal næste år, vil antallet af medarbejdere blive halveret. Ved udgangen af tredje kvartal næste år vil der være omkring 50 medarbejdere.

Og når omstruktureringerne er på plads i midten af 2013, vil der blot være 35 ansatte i selskabet.

Berørte medarbejdere forventes opsagt ved udgangen af oktober 2011 med opsigelsesvarsler, der muliggør opretholdelse af selskabets forpligtelser over for medicinalselskaberne Lilly og Janssen, oplyser NeuroSearch.

Samtidig vil selskabet forhandle med medarbejderrepræsentanterne for at sikre den bedst mulige støtte til alle involverede medarbejdere.