Kinesisk rigmand vil investere i Danmark

En kinesisk milliardær, som bygger hoteller i Island, vil også investere i Danmark. Det sker inden for fem år

Huang Nubo stopper ikke med Island.

Forleden kom det frem, at den kinesiske milliardær vil investere omkring 1,1 milliarder kroner i hoteller på vulkanøen. Nu siger han, at det blot er et springbræt til det øvrige Norden, herunder Danmark.

Den 55-årige Huang Nubo siger til finanstjenesten Bloomberg, at han også har planer om at bygge hoteller i lande som Danmark, Finland og Sverige inden for fem år.

Han ligger i forhandlinger i Island om at købe 300 kvadratkilometer jord til hotel- og turistformål, og han venter, at regeringen i Reykjavik godkender købet inden for to uger.

- Hvis jeg får området i Island, vil jeg udvide til de nordiske lande, siger han i et interview med Bloomberg i Shanghai.

- Jeg vil købe jord og bygge resorts i de nordiske lande, men de vil ikke være af samme omfang som projektet i island, siger han.

Huang Nubo, der selv siger, at han er poetisk og har besteget Mount Everest tre gange, er grundlægger og chef for Beijing Zhongkun Invest Group co.

Ifølge magasinet Forbes er han god for 1,02 milliarder dollar, men han siger til Bloomberg, at han "med sikkerhed" er langt rigere.

Alene hans indkøbscenter i Beijing vurderes at have en værdi af 6,7 milliarder dollar, siger han.