Mysteriet om fanget bil løst

Ejeren af en rød Hyundai, der er bokset inde af vejarbejde, kan få bilen fri onsdag

Ejeren af bilen i Skelbækgade får befriet bilen midt på ugen.
Ejeren af bilen i Skelbækgade får befriet bilen midt på ugen.

Ingenting står i vejen for udvidelsen af den københavnske metro. Heller ikke en rød Hyundai, der var parkeret på Skelbækgade, da et vejarbejde lørdag gik i gang rundt om den.

Læs: Måske årets dummeste parkering?

Bilejerne i området var ifølge arbejdsmændene på stedet blevet gjort opmærksom på, at de skulle flytte bilerne, men det nåede ejeren af den røde Hyundai altså ikke at efterkomme, inden det var for sent, og som resultat blev bilen bokset inde.

- Der er tale om en sød, ældre dame, der faktisk var stået tidligt op for at nå herned, men der var vi gået i gang, fortæller maskinarbejder Morten Jensen fra firmaet Zacho-Lind, der arbejder på stedet.

Hælder asfalt på
Arbejderne er i gang med en trafikomlægning og havde i den forbindelse sat skilte og markeringer op en uge før, at arbejdet gik i gang. Men da bilen ikke stod nævneværdigt i vejen, besluttede de at grave udenom.

Bilejeren har beboerlicens, så hun slipper for et eller flere girokort i forruden for at have holdt for længe på Skelbækgade.

Den uheldige kvinde kan dog se frem til at få befriet sin bil inden længe.

- Vi hælder asfalt på i morgen (onsdag, red.), så der kan hun komme ud at køre igen, siger jord- og betonarbejder Henrik Rosenberg fra Zacho-Lind.