Beijing opfører 500 meter høj bygning

En vaseformet bygning på 500 meters højde bliver, når den står færdig, den største bygning i Kinas hovedstad

Opførelsen af den kinesiske hovedstad Beijings højeste bygning, China Zun Tower, er indledt. Den 500 meter høje bygning får form som en vase, oplyser den statsejede Citic Group tirsdag.

Bygningen er den seneste i en række ambitiøse bygningsprojekter i den kinesiske hovedstad, som sammen med andre byer i Kina tiltrækker nyskabende internationale arkitekter, der ikke er bange for at bryde med konventionelt design.

Det første spadestik til den halve kilometer høje bygning blev markeret i Beijing mandag. China Zun er opkaldt efter en traditionel kinesisk vinvase, oplyser en talsmand for bygherren Citic.

Den statsejede investeringsgigant siger, at tårnet både skal være en kontorbygning og en turistattraktion. Bygningen kommer til at indeholde den seneste energispareteknik, og på øverste etage vil der være en udsigtsplatform og en café med panoramaudsigt.

China Zun opføres et stenkast fra det 330 meter høje China World Trade Centers Tårn 3, der for tiden er Beijings højeste bygning.

Op til De Olympiske Lege i Beijing i 2008 blomstrede en række nye, markante bygningsværker i byen. Det gjaldt et ultramoderne operahus, tegnet af den franske arkitekt Paul Andreu, opført i titanium og glas, og det 90.000 tilskuer store fugleredestadion.

Kinas skyhøje centrale tv-tårn, som er tegnet af den hollandske toparkitekt Rem Koolhaas og beskrives som et af de mest vovefulde stykke arkitektur, der nogensinde er opført, har også fået megen ros og opmærksomhed med på vejen.

Den verdensberømte britiske arkitekt, Norman Foster, som har designet Terminal 3 i Beijings internationale lufthavn, er ved at opføre Citic Banks hovedkvarter i den østligt beliggende by Hangzhou.