Euro-optimisme får Wall Street op

New York-børsen lukker med sorte tal efter små tegn på, at europæiske ledere vil løse eurokrisen

Investorerne på børsen i Wall Street i New York var i købehumør onsdag.

Endda så meget, at børsen lukkede i et plus sent onsdag dansk tid.

Dow Jones-indekset lukkede med et plus på 1,27 procent, mens Nasdaq steg med 1,58 procent.

S&P-indekset steg med 1,35 procent.

Analytikere siger, at det var tegn i Europa på, at lederne vil lægge sig i selen for at få bugt med eurokrisen, der fik kurserne i vejret på Wall Street.

Onsdag aften, da børserne i Europa var lukket, drøftede Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og George Papandreou, den græske premierminister, den alvorlige situation, som Grækenland står i.

Der var tale om et telefonmøde, og under drøftelserne forsikrede Papandreou, at Grækenland vil overholde alle forpligtelser, som EU kræver for at hjælpe grækerne.

Samtidig sagde Tyskland og Frankrig, at de støtter græsk medlemskab af eurozonen.

Tidligere på dagen talte José Manuel Barroso, formand for EU-Kommissionen, om behovet for såkaldte euroobligationer.