Esbjerg tømt for glade EfB-fans

I morgen er der officiel pokalfest på byens torv

Jublende EFB-fans i Parken. Nu er de på vej hjem til Esbjerg,hvor der nok skal blive festet igennem i nat.Ellers er der officiel fest på byens torv i morgen klokken 14,hvor de populære spillere vil blive hyldet. (Foto: Lars Poulsen)
Jublende EFB-fans i Parken. Nu er de på vej hjem til Esbjerg,hvor der nok skal blive festet igennem i nat.Ellers er der officiel fest på byens torv i morgen klokken 14,hvor de populære spillere vil blive hyldet. (Foto: Lars Poulsen)

Mens omkring 15.000 jublende esbjergensere er på vej hjem fra Pokalbraget i Parken, så er der anderledes stille i den vestjyske olieby.

Byen er stort set tømt for de ivrigste EfB-fans, som i stedet valgte at bruge fridagen på at se bold i fri dressur i København.

Karavane af busser
Karavanen af busser og biler er så småt begyndt at rulle ud af København og i Esbjerg gør man sig klar til at feste og hylde spillerne i morgen klokken 14 på byens torv.

Esbjerg Kommune og Esbjerg City er gået sammen om arrangementet, hvor EfB-spillerne på et podium vil blive hyldet med champagne og en gave fra byen af borgmester Johnny Søtrup.

Foruden borgmesteren vil der blive tale af EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.

Det bliver et tilløbsstykke
- Vi vil gerne være med til at fejre, at EfB endelig i tredje forsøg får pokalen med hjem. Vi tror, at det bliver et tilløbsstykke med flere tusinde mennesker på Torvet, siger marketingchef Birgitta Christensen, Esbjerg City.

Efter den folkelige hyldest deltager EfB’s spillere og ledere i en reception i Musikhuset Esbjerg.

Spiller stiller gerne op
- Vi er meget glade for, at byen har besluttet at hylde vores spillere og ledere. officielt, Jeg ved, hvor meget byens opbakning har betydet for spillerne, både i bestræbelserne på at overleve i Superligaen og at komme i pokalfinalen.

Derfor stiller de gerne op til dette arrangement på Torvet, siger EfB’s adm. direktør Søren Poulsen.

De første busser med glade fans ventes at ankomme ved 21-tiden til Esbjerg. Og mon ikke en del af de glade EFB-tilhængere vil fortsætte fodboldfesten?

0 kommentarer
Vis kommentarer