Selskaber satser milliarder i Nordsøen

Den danske del af Nordsøen er mål for en ny jagt på gas og olie med store investeringer de kommende år.

Den danske del af Nordsøen er hjemsted for en genopstået olie- og gasjagt, der vil tage til i de kommende år. Det oplyser ingeniørbladet Ingeniøren.

Frem til 2015 vil olieselskaberne investere knap 40 milliarder kroner i at suge mere olie og gas op, forventer Energistyrelsen.

- Det er et udstryk for en stor optimisme ved de danske felter, siger Jan Harley Andersen, civilingeniør i Energistyrelsen til bladet.

Styrelsen regner med, at der alene i år bliver brugt op mod 5,2 milliarder kroner på at udvikle de danske felter. Til og med 2013 vil investeringerne vokse med 50 procent.

Derefter venter et lille fald, inden det atter går løs i 2015 med investeringer for over 10 milliarder kroner.

Det store beløb skyldes især start af produktion på Hejre-feltet.

- Det har betydelig indflydelse på de investeringer vi regner med i den årlige opgørelse, siger Jan Harley Andersen.

Operatør på Hejre-feltet er Dong Energys olieudvindingsselskab. Dong er med ni milliarder kroner det selskab der satser mest i den danske undergrund de kommende år.