Storbritanniens indbyggertal steg i fjor hurtigere end i noget andet år i det seneste halve århundrede.
Indbyggertallet steg med næsten en halv million. Årsagen til stigningen er, at briterne får flere børn, viser nye officielle opgørelser.
Midt i 2010 var der i alt 62.262.000 indbyggere i Storbritannien, hvilket er en stigning på 470.000 sammenlignet med året før. Det er den højeste vækstrate siden 1962.
Forskellen mellem døde og nyfødte udgør den største del af stigningen i indbyggertallet. Der blev født 134.000 flere i Storbritannien i fjor end otte år tidligere.
Ud over flere fødsler spiller indvandring også en rolle for indbyggertallet.
- Antallet af fødsler er vokset, dels fordi britisk-fødte kvinder får flere børn, dels fordi der er flere kvinder i den fødedygtige alder på grund af indvandring til Storbritannien, hedder det i en meddelelse fra det britiske kontor for statistik.
Mellem 1999 og 2008 var indvandring den absolut største årsag til, at befolkningstallet steg, men i de seneste to år er det fødsler og ikke indvandring, der har stået for stigningen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.