Rederier kritiserer Shipcraft i gidselsag

Rederiforeningen har det indtryk, at forhandlingerne om frigivelse af seks kidnappede søfolk er gået i stå.

Der bliver nu for alvor sået tvivl om, hvorvidt det vil lykkes rederiet Shipcraft at få kaptajnen og de øvrige gidsler fra fragtskibet Leopard hjem.

Flere uafhængige kilder i rederikredse, som ønsker at være anonyme, giver overfor Ritzau udtryk for samme bekymring:

Har rederiet Shipcraft evnen og kapaciteten til at få de seks sømandsgidsler hjem, som har været i piraternes fangenskab i over fem måneder?

Sekretariatsleder i Shipcrafts egen brancheorganisation, Rederiforeningen af 2010, Michael Wengel-Nielsen bekræfter, at der er en udbredt bekymring i rederikredse.

- Jeg kan nikke genkendende til disse bekymringer i branchen. Som organisation har vi taget stærkt afstand overfor den udvikling, som sagen har fået. Og det har vi også givet udtryk for overfor rederiet, siger Michael Wengel-Nielsen.

- Af hensyn til gidslerne og deres pårørende, mener vi, at sagen bør løses hurtigst muligt. Med det tidsforløb, der har været, har vi nemlig fået det indtryk, at sagen er gået i stå, tilføjer han.

Rederiforeningen tilbyder ifølge den selv al den hjælp, som den kan. Ifølge Michael Wengel-Nielsen "trækkes der på al den viden og erfaring, der er hos andre rederier, som har haft lignende sager - også internationale organisationer".

Ritzau: Har Shipcraft benyttet sig af det tilbud fuldt ud?

- Tilsyneladende ikke, svarer Michael Wengel-Nielsen.

Ritzau har talt med direktør Claus Bech fra rederiet Shipcraft, som har fået forelagt ovenstående udsagn. Men han har ikke ønsket at udtale sig.

Da piraterne åbnede ild mod skibet den 12. januar, gik besætningen under dæk og ind i skibets sikkerhedsrum. Her afbrød de skibets hovedmotor. Men piraterne var i stand til at bryde ind i sikkerhedsrummet og kidnappe de seks søfolk.

Da hovedmotoren ikke kunne starte, lod piraterne skibet drive og tog de seks søfolk - to danskere og fire filippinere med sig.

Rederiet har sit skib - men besætningen kun det tøj og de sko, de var iført, da pirater kidnappede dem og førte dem væk fra skibet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere