Bruden var i hvidt. Gommen var død.
Torsdag blev den 22-årige Karen Jumeaux gift med Anthony Maillot – to år efter mandens død. Den afdæmpede ceremoni fandt sted i den franske by Dizy-le-Gros.
Karen Jumeaux har fået den franske præsident Sarkozys velsignelse til at gifte sig med den døde mand. Frankrig har en sjældent brugt lov, der tillader ægteskab efter døden, hvis der kan fremlægges tilstrækkeligt med dokumentation for, at parret havde ægteskabsplaner inden dødsfaldet.
Dræbt i bilulykke
Parret mødte hinanden i 2007. I 2009 blev Anthony Maillot dræbt ved en bilulykke, kort tid efter at parret var blevet forældre til en lille dreng.
Bruden havde hvid kjole på, og familien var til stede ved vielsen. Efter vielsen sagde Karen Jumeaux, at 'han var min første og eneste kærlighed, og vi var sammen i fire år', skriver den britiske avis Daily Mail.
Ægteskabet er fuldt ud gyldigt. Ønsker Karen Jumeaux at gifte sig igen, skal hun først søge om skilsmisse fra sin afdøde mand.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.