Pilotelever betaler ulovlige gebyrer

Stik mod reglerne har elever på landets pilotskoler betalt overpriser til Trafikstyrelsen

I flere år har Trafikstyrelsen tjent millioner af kroner på at tage overpriser for at udstede certifikater til elever på landets pilotskoler, skriver Politiken.

Af styrelsens seneste årsrapport fremgår det, at styrelsen i 2008, 2009 og 2010 har fået et årligt overskud på omkring fem millioner kroner ved at eksaminere eleverne og give piloter de fornødne godkendelser.

Det sker, selvom Rigsrevisionen i 2002 kritiserede Trafikstyrelsens prispolitik og fastslog, at gebyrerne udelukkende måtte dække de faktiske omkostninger.

I Trafikstyrelsen erkender man problemet.

- Det er korrekt, at vores priser kun må dække vore faktiske omkostninger, der er forbundet med ydelsen, siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker til Politiken.

- Og der ser ganske rigtigt ud, som om vi i de seneste år har haft flere indtægter på det samlede certifikatområde, end der har været omkostninger, og det er bestemt ikke vores mål.

Styrelsens retningslinjer siger, at Trafikstyrelsen straks skal sørge for at nedbringe gebyrerne, hvis der mod forventning skulle opstå et overskud et år.

- Derfor vil vi sandsynligvis også sætte priserne ned på nogle af certifikaterne til næste år, så vi ikke får overskud, siger Thorbjørn Ancker til Politiken.

Avisens beregninger viser, at danske pilotelever må betale langt mere for at få certifikaterne end deres medstuderende i lande som Sverige og Finland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere