Akropolis indtages af græske kommunister

Dramatisk start på afgørende uge. Tirsdag indledes todages generalstrejke i protest mod spareplan

Mens de folkevalgte gør sig klar til afstemningen, mødte der turisterne et sjældent syn ved Akropolis; bannere med politiske slagord. (Foto: AP)
Mens de folkevalgte gør sig klar til afstemningen, mødte der turisterne et sjældent syn ved Akropolis; bannere med politiske slagord. (Foto: AP)

Som en dramatisk optakt til en af de mest betydningsfulde afstemninger i det græske parlament nogensinde indtog græske kommunister mandag det historiske forsvarsværk Akropolis.

Mandag eftermiddag tager premierminister George Papandreou hul på den afgørende debat op til afstemningen, der sandsynligvis finder sted onsdag eller torsdag, om regeringens femårige spareplan.

En vedtagelse af besparelserne er en betingelse for udbetaling af nye lån fra EU og Den Internationale Valutafond. Men spareplanen bliver helt sikkert vedtaget ifølge et af de socialistiske medlemmer af forsamlingen.

- Selvfølgelig gør den det, siger Elena Panarati til nyhedsbureauet AFP få timer før, debatten i parlamentet skydes i gang klokken 17 dansk tid.

Mens de folkevalgte gør sig klar til afstemningen, mødte der turisterne et sjældent syn ved Akropolis.

Medlemmer af fagforeningen PAME med tilknytning til kommunistpartiet havde hejst bannere foran det forfaldne Akropolis i endnu en manifestation mod de kommende års store besparelser, ifølge den britiske avis The Guardian.

Ved sidste uges tillidsafstemning hev premierminister George Papandreou en forholdsvis tæt sejr hjem med stemmerne 155 for og 143 imod.

Et af hans partimedlemmer har truet med at stemme imod spareplanen tirsdag, og en anden har tilkendegivet, at han først vil træffe sin beslutning, når afstemningen indledes.

Til gengæld siger det konservative oppositionsmedlem Elsa Papadimitriou mandag til det græske dagblad Ta Nea, at hun vil stemme for spareplanen.

- Lige nu er det landets interesser, der står på spil. Ikke partiets, siger hun til Ta Nea.

Tirsdag og onsdag er der indkaldt til generalstrejke, som blandt andet ventes at sætte den offentlige transport ud af drift.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere