Sygeplejerske anklages for patients død

Patient på Roskilde Sygehus mistede livet, fordi reglerne ikke blev fulgt, da hun blev bedøvet

En sygeplejerske er ansvarlig for, at en kvindelig patient mistede livet på Roskilde Sygehus. Det hævder anklagemyndigheden, der har tiltalt sygeplejersken for uagtsomt manddrab, skriver bt.dk.

Myndighederne mener, at hun har udvist grov forsømmelse og skødesløshed. Desuden skal hun have udført arbejde, som kun læger må stå for.

Sagen går tilbage til juni 2009. Her lagde hun patienten i fuld bedøvelse, selv om der ikke var en anæstesilæge til stede.

Desuden reagerede hun ikke tilstrækkeligt på i alt syv alarmer, som anæstesiapparatet udsendte, skriver bt.dk. For sent fik hun tilkaldt en læge. Kvinden fik ikke ilt og døde nogle timer senere.

Formand for Kreds Sjælland i Dansk Sygeplejeråd Helle Dirksen kalder det en forfærdelig sag - både for de pårørende og for den tiltalte sygeplejerske.

- Heldigvis sker det sjældent, at sygeplejersker begår fejl, siger hun til bt.dk.

Retten i Roskilde skal tage stilling til sagen i september. Hvis hun kendes skyldig, står hun til en bødestraf.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere