Lillesøsteren fortæller: Børnene skulle være fjernet forlængst

Nomadefamilie: Lillesøsteren til den mor, som er stukket af fra Langeland Kommune, frygter for de fire børn - se tv-klippet hér!

22-årige Nina K. vælger at stå frem, fordi hun håber, at det vil få hendes storesøster til at melde sig selv til Fyns Politi, som har efterlyst familien med de fire børn. (Foto: Ernst van Norde)
22-årige Nina K. vælger at stå frem, fordi hun håber, at det vil få hendes storesøster til at melde sig selv til Fyns Politi, som har efterlyst familien med de fire børn. (Foto: Ernst van Norde)

22-årige Nina K. er dybt bekymret. Derfor har hun truffet en svær beslutning. Hun har valgt at stå frem og fortælle om sin storesøster, som er efterlyst af Fyns Politi, fordi hun er stukket af med sin mand og deres fire børn.

Langeland Kommune har haft familien i kikkerten i flere måneder, fordi sagsbehandlerne frygter, at de fire børn fra et til seks år lever under miserable forhold. Men 28-årige M. og 38-årige E. har ikke lyst til at blive kigget efter i sømmene, og nu er de stukket af. Ingen ved hvorhen.

– Jeg tror, de er i Holland. De er i hvert fald ikke i Danmark. Jeg står frem, fordi jeg gerne vil opfordre min søster til at melde sig. Hvis hun ikke gør det, håber jeg, at politiet finder dem. Børnene har det ikke godt, og de vil have bedst af at blive fjernet. Enhver anden familie vil være bedre for dem, siger Nina K., som især bekymrer sig over børnenes omtumlede tilværelse.

Fik ikke skiftet ble
– Børnene er blevet flyttet rundt over hals og hoved, hver gang M. og E. ikke kunne betale husleje. Der har ikke været nogen stabilitet i deres liv, siger Nina K., som ikke har set sin storesøster, siden hun fødte parrets yngste datter i august sidste år.

Den unge nomadefamilie har boet i Holland, Norge, Sverige og utallige steder i Danmark, og Nina K. og hendes familie har i mange år været bekymrede for børneflokken, som voksede med stor hast.

– Jeg har i flere år ment, at de børn skulle fjernes. De var beskidte, fik ikke skiftet ble, og der var ikke betræk på deres sengetøj. De fik kun ordentlig mad, når min søster havde penge, men for det meste blev der bare serveret spaghetti med ketchup, fortæller Nina K.

Nina K. og M. er vokset op med deres mor, som døde for syv år siden, og mens Nina kom på en åben institution, flyttede M. til Holland. Hun havde mødt den ti år ældre hollandske mand E., som hun har levet sammen med siden 2003, men forholdet har ikke været den rene idyl.

M. har i en periode boet på et hjem for voldsramte kvinder, og for nogle år siden bad hun sin seks år yngre søster om hjælp.

– Hun ringede efter mig og bad mig møde hende i Padborg, fordi hun ville stikke af fra E. og ikke havde penge til benzin. Men hun fik kolde fødder. Sådan er deres forhold, siger Nina K.

De fik kun ordentlig mad, når min søster havde penge

1 af 3 38-årige E. er fra Holland, og hans svigerinde gætter på, at familien skjuler sig hos E.s familie. (Privatfoto)
2 af 3 28-årige M. har født fire børn på seks år. Men selv om hun elsker sine børn, magter hun ikke rollen som mor, siger hendes lillesøster. (Privatfoto)
3 af 3 22-årige Nina K. vælger at stå frem, fordi hun håber, at det vil få hendes storesøster til at melde sig selv til Fyns Politi, som har efterlyst familien med de fire børn. (Foto: Ernst van Norde)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere