Brønderslev-børn tvangsfjernes i fire år

null

Tina Eva Jensen vil have sine børn tilbage. (Foto: René Schütze)
Tina Eva Jensen vil have sine børn tilbage. (Foto: René Schütze)

Torsdag modtog Tina Eva Jensen ankestyrelsens afgørelse. Den sagde, at de otte børn i Brønderslev-sagen foreløbigt skal være tvangsfjernet i fire år.

- Hun var egentlig fattet, men også ked af det, for det vigtigste for hende er simpelthen børnene lige nu.

Det fortæller moderens advokat Rasmus Hedegaard om moderens reaktion på tvangsfjernelsen.

- Hun vil så gerne kunne vise, at hun kan være en god mor for børnene, ligesom hun var, før hun mødte faderen, siger Rasmus Hedegaard.

Allerede da forældrene blev varetægtsfængslet i februar sidste år, blev familiens ni børn tvangsfjernet. Det var dog kun for et år, og derfor skulle Brønderslev Kommunes Børn- og ungeudvalg tage stilling til tvangsfjernelsen igen igen i februar.

TV: Brønderslev-datter: Jeg skal ikke besøge far i fængslet

I mellemtiden var den ældste søn blevet myndig. Det betød, at det denne gang kun var tvangsfjernelsen af otte børn, der skulle vurderes.

Tror ikke på forbedringer
Afgørelsen fra Kommunen lød i anden omgang på, at tvangsfjernelsen denne gang skulle gælde i fire år. En beslutning som moderen valgte at anke. Derfor har ankestyrelsen nu taget stilling til sagen, og de kom frem til samme afgørelse som Brønderslev Kommune.

Læs også: Så stor erstatning får børnene

Deres begrundelse, for at børnene skal være tvangsfjernet i fire år, er, at styrelsen ikke vurderer, at tingenes tilstand ændrer sig indenfor de næste fire år.

Normalt sættes genforhandlingsfristen for tvangsfjernelser ellers til to år, når det er anden gang, at børn tvangsfjernes.

Mor opgiver ikke
Moderen opgiver dog ikke så let. Hun har på ny valgt at anke tvangsfjernelsen, så Retten i Hjørring skal tage stilling til sagen.

Det kan undre, hvorfor moderen kæmper så hårdt for retten til sine børn, efter hun tirsdag blev idømt fire års fængsel, og der derfor går et stykke tid før hun igen har mulighed for at tage sig af børnene. Men ifølge Rasmus Hedegaard, er der en god grund til det.

Han forklarer, at såfremt moderen bliver frikendt i Landsretten, vil hun gerne have muligheden for at få børnene hjem til sig.

Men det er også aktuelt, hvis Landsretten også vælger at idømme moderen fire års fængsel.

- Hun har allerede siddet i 16 måneder, og hvis hun bliver løsladt efter to-tredjedele tid, så kan hun være ude om halvandet år, regner Rasmus Hedegaard sig frem til.

Til den tid er det Tina Eva Jensens opfattelse, at hun kan få familien til at fungere igen. Men det har hun altså ikke mulighed for, medmindre Byretten vælger at nedsætte længden på tvangsfjernelsen. Rasmus Hedegaard regner med, at Byretten vil behandle sagen i løbet af tre måneder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere