Ejendom i Aarhus igen ved at styrte sammen

For anden gang på godt et halvt år er beboerne i en sammenstyrtningstruet ejendom i Aarhus blevet evakueret

Ejendommen i Niels Juels Gade på Trøjborg i Aarhus er igen ved at kollapse. (Foto: Claus Bonnerup)
Ejendommen i Niels Juels Gade på Trøjborg i Aarhus er igen ved at kollapse. (Foto: Claus Bonnerup)

Fem familier med i alt 14 personer måtte torsdag i huj og hast evakueres fra deres hjem i ejendommen i Niels Juels Gade på Trøjborg i Aarhus.

- Bygningsinspektoratet slog i eftermiddag alarm til politi og brandvæsen og fortalte, at bygningen kan styrte sammen hvert øjeblik, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jesper Drejer.

Det er anden gang på syv måneder, at familierne har måttet forlade deres hjem. I november blev ejendommen også evakueret, da bygningens gavl truede med at falde sammen.

Det er muligvis et gravearbejde i forbindelse med bygning af en underjordisk parkeringskælder på nabogrunden, der har gjort bygningen ustabil.

Sidste gang forklarede kommunen, at huset var ved at styrte sammen, fordi spunsen - den jernplade, der var banket ned i jorden for at stabilisere bygningen i forbindelse med et gravearbejde - ikke var stærk nok.

Beboerne fik dagen efter lov til at vende tilbage til deres hjem, efter at spunsen var blevet stabiliseret.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad der denne gang truer huset i Niels Juels Gade.

Ved du noget om bygningen i århus? Skriv til Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere