Politistyrken bliver skåret ned

På trods af ekstra millioner til politiet bliver der færre betjente. Politiformand er stærkt bekymret

Der bliver færre politibetjente i Danmark.

Berlingske skriver, at alene i årets første fem måneder er styrken på omkring 11.000 politifolk blevet reduceret med 128 personer, og der er heller ikke startet nye elever på Politiskolen.

Samtidig varsler Rigspolitiet i en ny intern skrivelse yderligere personalereduktioner. Der indføres frivillige fratrædelsesordninger, og politikredsene skal nøje overveje, "om ledige stillinger skal genbesættes".

Det sker på trods af de senere års millionbevillinger til ekstra betjente, skriver Berlingske.

Ifølge fagforeningen for politiets kontoransatte, HK Politiet, er der lagt op til at skære 7-800 årsværk, fordelt på alle faggrupper.

Politiforbundet forudser, at de færre politifolk vil få konsekvenser for borgerne:

- Der er en grænse for, hvor langt man kan gå ned, og jeg er bange for, at vi ikke har set den endnu, siger politiformand Peter Ibsen til Berlingske.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg erkender over for avisen, at politiets effektiviseringer vil føre til afskedigelser af civilt ansatte. Men reduktionen af politifolk vil alene ske gennem fratrædelsesordninger og et lavere optag på Politiskolen, oplyser han.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF) finder det i direkte modstrid med de politiske ønsker, hvis personalereduktionerne gør politiet mindre synligt. Han vil derfor bede justitsministeren redegøre for udviklingen, skriver Berlingske.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere