Derfor dør de unge på landevejene

Siden årsskiftet er der allerede sket en lang række dødulykker med unge bag rattet, og det har sine grunde, mener Rådet for Sikker Trafik

Den 18-årige fører og en 16-årige kammerat døde begge i pinsen, da de ramte et vejtræ lidt uden for Silkeborg. (Foto: Silkeborgbrand.dk)
Den 18-årige fører og en 16-årige kammerat døde begge i pinsen, da de ramte et vejtræ lidt uden for Silkeborg. (Foto: Silkeborgbrand.dk)

Marker så langt øjet rækker, busstoppesteder som kun bliver besøgt et par gange i døgnet, og taxier som sjældent kigger forbi.

Sådan kan unge føle, deres virkelighed ser ud. I hvert fald hvis de vokser op på landet.

Det betyder, at flere af dem vælger at få et køretøj for at kunne fragte sig rundt. Men dét kan ende galt.

Allerede siden årsskiftet er der sket over ti dødsulykker med unge bag rattet. Og størstedelen af uheldene sker udenfor storbyerne.

På landet har man bil
- Det kan være svært for de unge på landet at komme rundt, for der er ikke så gode transportmuligheder altid, fortæller dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund.

- Bor man derude, bliver man nødt til at flytte sig, hvis man vil opleve noget, og til det skal man bruge et køretøj, fortæller Jesper Sølund.

Læs også: Tre teenage-ulykker med vejtræer

Samtidig påpeger han, at mange unge på landet går på tekniske skoler. Netop sådanne steder fylder bilen rigtig meget for de unge. Og så snart de kommer udenfor byerne, kan de bruge den i fred. For landevejene er nærmest støvsuget for patruljevogne.

Ingen politi
- Tager du en tur rundt i København, kan du være sikker på at møde politiet. Gør du det samme enkelte steder i Jylland, kan du køre i timevis uden at støde ind i politiet.

Og netop dét har den uheldige konsekvens, at enkelte unge kan blive fristet til at glemme promillen og sætte sig bag rattet.

- Det bliver nærmest til en fest i bilen, der fungerer som et socialt rum, hvor man hygger sig og skruer godt op for musikken. Og i weekenderne kan de så bevæge sig fra den ene fest til den næste.

Men hvis viljen til at afstå alkohol er for svag, så har man problemet.

Farten er for høj
Et andet og muligvis mere væsentligt element i de unges ulykker på landet handler dog om noget andet. Nemlig fart.

- Mange er eneulykker, hvor chaufføren har for lidt erfaring bag et rat og for høj fart.

I følge Jesper Sølund er der mange måder, hvordan man kan prøve at løse problemet. Og specielt to ting gør en forskel.

Læs også: Politiet vil jage unge jyske fartbøller

- Når vi er ude på tekniske skoler, hvor vi får jævnaldrende eller pårørende, som har været involveret i ulykker, til at fortælle deres historie, så lytter de unge. Derudover er målrettede kontroller på landet gode, for det gør, at de unge pludselig oplever risikoen til at blive taget, fortæller dokumentationschefen i Sikker Trafik.

Derudover kan nye teknologier som 'sorte bokse' i bilerne, eller bare en forbedret køreuddannelse også være med til at gøre en forskel.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere