Ølhunden glammer mindre

Øllet taber fortsat terræn til vinen

Traditionelt har Danmark altid været et 'ølland' - hvor hjemlige storproducenter som Carlsberg/Tuborg, Royal Unibrew m.fl. effektivt sørgede for, at slukke danskernes tørst.

Det gør de selvfølgelig stadigvæk. Men år for år taber øllet terræn til vinen.

Ifølge Statistisk Årbog 2011 drikker danskerne færre øl, men til gengæld lidt mere vin.

I 2009 drak vi 476 mio. liter øl.

I sig selv et ganske stort tal, men det er immervæk 6 pct. mindre end året før – og den faldende tendens er set siden 2005.

Her toppede ølforbruget nemlig med 574 mio. liter, og vores forbrug er altså faldet 17 pct. siden - eller med små 100 mio. liter.

Og med et tilsvarende fald i øldrikningen i årene frem, vil Danmark være tørlagt for øl om få årtier!

Så galt går det dog næppe
Michael Schiedel fra bryggeriet Royal Unibrews marketing afdeling er dog mere end fortrøstningsfuld - og han siger til ekstrabladet.dk:

- Tallene fra årets 5 første måneder viser, at det hjemlige marked for øl lykkeligvis har stabiliseret sig.

Det er nemlig korrekt, at øl markedet har været for nedadgående i de seneste 5-6 år. Og det har selvfølgelig været bekymrende.

Netop derfor vækker de nyeste tal, da også gedigen glæde i hele branchen.

Drue nyt
Mens øllet glider langsommere ned i dag, er det faktisk gået lige omvendt med forbruget af vin - der sidste år steg med 2 pct. til 189 mio. liter. Det er hele 9 pct. højere end i 2005, hvor vi drak 173 mio. liter.

Mindre alkohol
Heldigvis er forbruget af ren alkohol dog ikke vokset, selv om mængden af vin er steget - og vin jo typisk har en højere alkoholprocent end øl.

Stigningen i vores forbrug af vin er således sket blandt produkter med relativt lavt indhold af alkohol, som for eksempel cider - på bekostning af mere traditionelle typer vin med en højere alkoholprocent.

Samlet er forbruget af alkohol derfor faldet i 2009.

Det gennemsnitlige forbrug af ren alkohol pr. indbygger over 14 år er 4 pct. lavere end året før. I 2009 drak hver indbygger over 14 år i gennemsnit 11,1 liter ren alkohol, hvilket svarer til ca. 14 genstande om ugen.

1 af 2 Kun en enkelt øl, tak. Men en stor! (Foto:Polfoto).
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere