Protest og strejke mod spareplaner i Athen

Dele af Grækenland lammes af nye protester mod nedskæringer, som ikke lever op til sparemål fastsat af EU

Demonstranter og kampklædt politi står over for hinaden ved Grækenlands parlament i Athen. (Foto: AP)
Demonstranter og kampklædt politi står over for hinaden ved Grækenlands parlament i Athen. (Foto: AP)

Græske demonstranter og fagforeningsfolk forbereder nye, omfattende protester mod regeringens økonomiske hestekur dagen igennem. Togtrafik, havne og sygehus vil blive ramt af strejker, samtidig med at titusinder af demonstranter samles i det centrale Athen for at omringe nationalforsamlingen.

Demonstrationen ved parlamentet sker på et tidspunkt, hvor premierminister Giorgos Papandreou drøfter nye forslag om offentlige nedskæringer, der skal sikre hans regering mere kontrol med økonomien.

Både skattestigninger, reduktioner af de offentlige udgifter og salg af offentligt ejede ejendomme er nødvendige for en økonomisk genopretning, siger regeringen.

- Hver eneste græker, specielt i den nye generation, kræver, at vi udkæmper denne kamp med al vor kraft. Det er en kamp for at undgå en katastrofal konkurs, som ville undergrave landets fremtid, siger regeringens talsmand, George Petalotis.

EU og IMF siger, at omfattende nedskæringer er nødvendige, hvis grækerne skal have mere krisehjælp. Det er ikke lykkes for Grækenland at opnå de sparemål, som EU og IMF stillede for at give lånet på 110 milliarder euro i fjor, så skruen skal strammes yderligere.

Men et medlem af regeringspartiet, der har 156 ud af 300 pladser i parlamentet, sagde tirsdag, at han vil stemme imod den økonomiske plan, og en anden sagde, at han vil forlade partiet.

Demonstranter siger, at de er frustreret over, hvad de kalder korrupte politikere, som ikke slår hårdt ned på rige skatteunddragere, mens de dårligst stillede grupper får øgede skatter.

- Vi vil omringe parlamentet og blive på Syntagmapladsen. Vi vil ikke stoppe, før de trækker det tilbage, hedder det i en erklæring fra aktivister.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere