Efter to år uden hænder, uden øjne og med et fuldstændigt vansiret ansigt ser fremtiden nu en anelse lysere ud for amerikanske Charla Nash. Hun har nemlig fået foretaget en operation, der skal give hende et ansigt igen. Og gøre hende i stand til at spise og bevæge musklerne i ansigtet.
Sit syn får den 55-årige amerikaner dog aldrig igen. Det mistede hun sammen med sin næse, sin højre hånd og sin venstre underarm, da hendes venindes tamme, men psykotiske chimpanse gik amok i 2009, mens Nash var på besøg. Chimpansen, der igennem flere år havde været brugt i film og reklamer, var blevet syg og aggressiv, og blev medicineret. Det forlød desuden, at aben havde et alkoholproblem og blev fodret med bøffer og rødvin.
Læs også: Medicin fik kendisabe til at gå amok
Hvad der præcis fik den 14-årige han-chimpanse til at gå amok på Charla Nash vides ikke, men den nåede at lemlæste hende grusomt, før ejeren først dolkede den flere gange, og tilkaldte politifolk siden skød og dræbte den.
Læs også: Alarmopkald fra kendis-abens overfald
Opereret i 20 timer
I to år levede Nash med sine voldsomme men, men nu ser det ud til, at hendes liv kan blive lettere. Efter en tyve timer lang operation på Brigham and Women's Hospital i Boston har lægerne formet en del af hendes ansigt på ny.
Lægerne tror nu på, at hun kan få både følelsen i ansigtet tilbage og måske sin lugtesans. Hun kan forhåbentlig også blive bedre i stand til at tale, ligesom hun vil kunne smile og spise normalt.
Tidligere har læger forsøgt at operere nye hænder på Charla Nashs lemlæstede arme. Dengang stødte dog komplikationer til, og hænderne måtte hurtigt fjernes igen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.