Mord opklaret efter 65 år

En uløst mordgåde fra 1946 er blevet opklaret med en 96-årig kvindes tilståelse

En aften i marts 1946 blev den hollandske forretningsmand Felix Gulje skudt og dræbt i sit hjem. Gulje var leder af et stort byggefirma og var udset til en fremtrædende politiske post, efter krigen.

Man fandt aldrig en gerningsmand til mordet.

Til gengæld vakte den uopklarede sag politisk strid i Holland, der først nu - 65 år efter - kan sætte sidste punktum i sagen.

Borgmester i byen Leiden Henrik Lenferink oplyste i går, at en kvinde har indrømmet mordet. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge jp.dk.

Læs: Tæt på århundredets mordgåde

Lenferink forklarer, at han 1. januar i år modtog et brev fra Atie Ridder-Visser, hvori hun indrømmede, at det var hende, der skød Felix Gulje - og hun forklarede, hvorfor hun havde gjort det.

Den 96-årige kvinde har i to samtaler gengivet historien så detaljeret, at det må konkluderes, at hun taler sandt. En historie hun iøvrigt har gengivet for to af ofrets børnebørn i maj, da de mødtes på borgmesterens kontor.

Hun har fortalt, hvordan hun den 1. marts 1946 ringede på Guljes dør til hans hjem i Leiden. Da døren blev åbnet, skød hun ham i brystkassen. Han døde efterfølgende i ambulancen på vej til hospitalet.

Atie Ridder-Visser var medlem af modstandbevægelsen under krigen, og her gik rygterne om, at Felix Gulje samarbejdede med nazisterne. Flere ansatte var angiveligt medlemmer af en nazistisk organisation - og selskabet handlede med tyskere. Da besættelsen sluttede i Holland, blev Gulje anholdt, men blev senere frikendt for landsforræderi i en retssag.

Læs: Peter Bangs vej-mordene som digital legeplads

Efter mordet i 1946 kom det faktisk frem, at Gulje nok havde været det stikmodsatte end en hjælp for besættelsesmagten. Han havde hjulpet med at skjule jøder og doneret penge, for at hjælpe andre med at skjule jødiske forfulgte. En række andre ting pegede altså på, at Gulje kæmpede aktivt mod nazisterne og besættelsesmagten.

Ridder-Visser flygtede efter mordet til Indonesien, hvor hun blev gift med en hollandsk mand. Senere flyttede de sammen tilbage til Holland, men kvinden blev aldrig mistænkt i sagen.

Nu, efter tilståelsen, vil hun dog ikke blive retsforfulgt. Selv om forældelsesfristen i mordsager blev ophævet i 2006, får det altså ingen konsekvenser for den gamle dame.

- Selv nu, efter 65 år, bør mordet fordømmes kraftigt. Det er et eksempel på selvtægt, og det er uacceptabelt, sagde borgmester Henri Lenferink på et pressemøde. Samtidig opfordrer han medierne til at lade hende være i fred.

- Hun er en meget gammel, meget svagelig kvinde, som hører dårligt, er handikappet og har brug for hjælp.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere