DR straffes for injurier mod overlæge

Beskyldninger mod Rigshospitalet og overlæge i tv-program var injurier, siger Østre Landsret

I et dokumentarprogram er Danmarks Radio gået så langt over stregen med beskyldninger mod Rigshospitalet og en overlæge, at det skal medføre straf.

Østre Landsret har fredag stadfæstet byrettens dom i injuriesagen, som drejer sig om programmet "Når lægen ved bedst".

Udsendelsen, der blev bragt 24. september 2009, såede tvivl om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft.

Men nu har hospitalet og overlæge, dr.med. Jens Benn Sørensen fået medhold i, at beskyldningerne var ubeføjede.

Redaktionschef Steen Jensen og journalist Mette Frisk idømmes hver 10 dagbøder á 1000 kroner.

I programmet blev det antydet, at patienterne ikke fik den bedste behandling.

Men der er ikke grundlag for påstanden om, at hensynet til overlægens prestige og privatøkonomi betød, at der skete unødvendige dødsfald og afkortning af nogle patienters liv, har dommerne slået fast.

Programmet kritiserede Rigshospitalet for at have undladt at behandle patienter i kemoterapi med stoffet Alimta. I stedet blev der brugt et andet præparat.

I april sidste år tabte DR slagsmålet med hospitalet og overlægen i Københavns Byret.

De ankede til landsretten, hvor tre dommere altså nu har stadfæstet den oprindelige afgørelse.

I sagsomkostninger for landsretten skal de dømte betale Rigshospitalet og overlægen 90.000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere