Triste piger bliver trætte af livet

Selvmordsforsøg hos børn mellem 10 og 19 år er fordoblet siden 1980. Langt de fleste rammer pigerne

Unge kvinder, der har forsøgt selvmord, mens de var teenagere, er i stor risiko for også at forsøge at tage deres eget liv, når de kommer op i 20'erne.

Den bekymrende tendens er ny, skriver Kristeligt Dagblad.

Indtil for få år siden var antallet af selvmordsforsøg langt lavere hos kvinder i 20'erne end blandt piger i teenagealderen.

Det er Center for Selvmordsforskning, der har analyseret unge kvinders risiko for at forsøge selvmord.

- Vi har tidligere haft den antagelse, at det går over, når de bliver ældre. Men det gør det ikke, siger centerleder Lillian Zøllner.

- Hvis de unge kvinder forsøger at begå selvmord, mens de er mellem 15 og 19 år, så er der høj risiko for, at de vil lave nye selvmordsforsøg, når de er mellem 20 og 24 år, siger hun.

Derfor handler det om at forebygge, inden de begår deres første selvmordsforsøg, lyder det.

Mens antallet af selvmord er halveret siden 1980, er selvmordsforsøg hos børn mellem 10 og 19 år mere end fordoblet. Langt de fleste rammer pigerne.

De mange selvmordsforsøg kan skyldes, at de unge kvinder blev født i en krisetid, mener seniorforsker Mogens Christoffersen hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

Han peger på, at børn, der blev født omkring 1980, voksede op med høj ledighed blandt forældrene. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem unges selvmordsadfærd og forældrenes arbejdsløshed.

- Piger reagerer på de belastninger ved at påtage sig ansvaret og være selvskadende, siger Mogens Christoffersen.

- Drenge synes ikke på samme måde, at det er dem, der er noget galt med, tilføjer han.

Det er de færreste unge kvinder, der ender med at dø af deres selvmordsforsøg. I 2009 døde i alt 6 unge kvinder mellem 15 og 30 år som følge af selvmord, skriver Kristeligt Dagblad.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere