Danmark kæmper med og mod Fogh på Natomøde

Natochefen støtter Danmarks ønske om hjælp i Libyen. Men Fogh svinger også sparekniven over dansk Nato-bunker

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og den danske forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) danner fælles front, når Natolandenes forsvarsministre onsdag diskuterer indsatsen i Libyen.

Der er brug for, at flere lande involverer sig aktivt i operationen, lyder kravet, efter at Nato netop har forlænget med tre måneder frem til udgangen af september

- Selvfølgelig vil nogle af de allierede og partnere, der bærer den største byrde, begynde at spørge, om det er muligt at brede deltagelsen lidt ud. Det er det, jeg vil fokusere på på forsvarsministermødet, sagde Fogh på et pressemøde mandag.

Blot 8 af Natos 28 medlemslande deltager i bombningerne mod Gaddafiregimet i Libyen, og det er en dyr fornøjelse.

Efter to en halv måned er Danmarks udgifter til Libyen-operationen oppe på 160 millioner kroner. Hver eneste bombe, som de danske F-16-fly kaster over Libyen, koster de danske skatteydere 290.000 kroner.

Derfor vil der på onsdagens Natomøde blive lagt hårdt pres på de lande, som ikke bidrager til operationen.

Enten må de sende kampfly som Danmark, eller også må de forsyne andre lande med bomber eller andet materiel for at fordele omkostningerne, vil Fogh kræve.

Den fælles front mellem Fogh og Danmark krakelerer derimod på Natomødets andet hovedemne: En reform af Natos kommandostruktur.

Som en del af Foghs reform skal flere tusinde Nato-ansatte skæres væk, mens antallet af hovedkvarterer og Natobaser i medlemslandene skal reduceres kraftigt.

Og Foghs sparekniv vil formentlig betyde en lukning af den sidste Nato-base på dansk jord: Natos luftovervågningsenhed, Caoc 1, der er placeret i en underjordisk bunker ved Finderup vest for Viborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere