Det danske jobmarked er gået i baglås

Størsteparten af de danske virksomheder har ikke ledt efter nye ansatte i hele foråret

Tre ud af fire virksomheder har slet ikke søgt efter nye ansatte i foråret, og der har været meget få problemer med at få de folk, man ville, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det viser en ny undersøgelse, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har lavet sammen med Rambøll Management, der omfatter 14.060 virksomheder og dermed dækker næsten halvdelen af landets samlede beskæftigelse.

- Det mest interessante tal er, at hele tre ud af fire virksomheder slet ikke har søgt nye medarbejdere, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank, til Jyllands-Posten.

- Det er et højt tal - især når vi ved, at det, som dansk økonomi har brug for lige nu, er flere ansættelser.

Undersøgelsens primære fokus er rekruttering, det vil sige, hvor nemt det er for virksomhederne at få de folk, de skal bruge.

I de fede økonomiske tider i 2007 meldte virksomhederne, at de forgæves havde forsøgt at rekruttere 58.000 ansatte. Det tal er siden styrtdykket, så der nu kun er 6000 ubesatte job, skriver Jyllands-Posten.

- Det viser, at der i hvert fald er meget langt til en situation, hvor vi skal frygte overophedning af arbejdsmarkedet, siger Frederik Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til avisen.

Han finder det ligeledes bemærkelsesværdigt, at 75 procent af virksomhederne slet ikke har søgt nye medarbejdere. Det tilsvarende tal i foråret 2007 var under 45 procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere