Snydt af bolighaj: Han skylder os stadig penge
Britt Hansen og Mikael Almind Lund har 15.000 til gode hos Johnny Aastrup Jensen
– Da vi flyttede, skulle vi have penge tilbage for forudbetalt vand, og han skyldte os vores depositum, siger Britt Hansen til ’Operation X’.
Under jorden
Parret kontakter Johnny Aastrup Jensen adskillige gange, men da det er umuligt at få fat på ham, er der ikke andre muligheder end at gå til huslejenævnet. Nævnet vurderer, at parret har krav på pengene.
– Vi havde sagen på vores side, og der var ikke noget at komme efter. Men vi fik stadig ikke vores penge, siger Mikael Almind Lund.
Pludselig sker der noget. Det banker på døren, og en mand leverer to breve fra Johnny Aastrup Jensen.
– Jeg troede endelig, vi hørte noget fra ham. Men jeg måtte læse brevene igennem to gange, for der stod, at han stævnede os, siger hun.
Rettens ord
I boligretten bliver det endnu en gang slået fast, at Johnny Aastrup Jensen skylder dem pengene. Men heller ikke denne gang modtager de betalingen.
Sagen går derefter i fogedretten, men her møder bolighajen aldrig op.
– Det er vores penge, så det er lidt mærkeligt, at vi ikke får dem, siger Mikael Almind Lund.
Sandsynligheden for, at parret får de 15.000 kroner tilbage, er lille. Og selv om Johnny Aastrup Jensen fortæller, at han gerne vil betale det, som han skylder, så kan det ifølge ham selv ikke lade sig gøre.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.