Så varm bliver ferien

Sommeren når sit foreløbige højdepunkt i morgen

Glæd dig. I morgen vågner du op til ikke mindre end en fantastisk sommerdag. Og det bedste af det hele er, at det fortsætter lørdag, hvis du nu ikke er så heldig at have fri i morgen.

- Vi får op omkring de 25 grader fredag og lørdag. Så det er det, vi kalder sommerdage, siger Marie Timm, vagthavende hos DMI, til ekstrabladet.dk.

25 grader er nemlig det magiske tal, der afgør, om der er tale om en sommerdag eller ej.

Det er jyderne, der får det varmest, mens sjællænderne må nøjes med 23-24 grader. Det bliver lidt køligere ved kysterne, og langs Vestkysten skal man kun regne med, at temperaturen ligger omkring de 15 grader.

Men stort set alle andre steder kan man formentlig sagtens lægge sig og nyde vejret på en sandstrand, hvis det er det, man hungrer efter.

Koldt vand
- Det kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med strandvejr. Der kommer ikke særligt meget vind, og man kan sagtens ligge på stranden, men havtemperaturen ligger nede omkring de 10 grader. Så jeg skal i hvert fald ikke i vandet, siger Marie Timm fra DMI.

Den dårlige nyhed er, at det rigtig gode sommervejr kun fortsætter til på søndag, så går det lidt ned ad bakke igen.

- Vi går en ustadig uge i møde, hvor der kommer skyer på himlen igen. Så man skal tage og nyde sommeren, mens den er her, siger Marie Timm.

Se din lokale vejrudsigt på vejret.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere