Bahrain ophæver undtagelseslove

Myndighederne i ørkenstaten Bahrain har slået hårdt ned på demonstranter. Nu ophæves undtagelsestilstanden

Bahrain har onsdag ophævet de militære undtagelseslove. Regeringen håber, at det vil være et signal til turister og forretningsfolk om, at de normale tilstande er vendt tilbage. Oppositionen frygter, at regimets undertrykkelse vil fortsætte.

Bahrain er specielt optaget af at få det årlige formel 1-racerløb tilbage. Sæsonens åbningsløb i marts blev aflyst på grund af den uro, der brød ud i februar. Det skete, da systemkritikere, inspireret af opstandene i Egypten og Tunesien, stødte sammen med politiet.

Et møde i sportens ledende organisation fredag kan betyde, at løbet vil blive gennemført senere på året, men menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch siger, at systemets hårdhændede behandling af oppositionsaktivisterne under de 11 måneders undtagelsestilstand skal tælle med i beslutningen.

De støvede gader i hovedstaden, Manama, er rolige onsdag. En militærlejr ved siden af en stor rundkørsel, der var omdrejningspunkt for de ophedede demonstrationer, er svundet ind til et par enkelte pansrede køretøjer.

Men onlineaktivister oplyser om en massiv tilstedeværelse af urobetjente i en række shiamuslimske landsbyer, og politi tjekker biler på de vigtigste broer omkring hovedstad og landsbyer.

Kong Hamad bin Isa al-Khalifa, hvis sunnimuslimske familie regerer over en overvejende shiamuslimsk befolkning, tilbød tirsdag i en tale en reformdialog.

Mens kongen talte, havde militære anklagere stævnet fire medlemmer af det mest betydningsfulde oppositionsparti Wefaq til afhøring. Blandt de indkaldte er partiets leder og menneskerettighedsaktivisten Nabeel Rajab. De blev løsladt efter adskillige timers afhøring, oplyser bekendte.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere