DSB strejker måske i dag

Hvis du har mulighed for det, kan det være en god idé at kigge efter alternativer til DSB, når du skal hjem i dag

Pendlerne risikerer at gå forgæves til toget i dag. (Foto: Torben Stroyer)
Pendlerne risikerer at gå forgæves til toget i dag. (Foto: Torben Stroyer)

Flere kilder fortæller til TV 2 News, at DSB’s togtrafik kan ende med at blive ramt af strejker i dag, onsdag.

Ifølge tv-stationen vil der være flere faglige møder blandt de 3000 ansatte i DSB, der hører under HK. Møderne kan ende med, at de nedlægger arbejdet og dermed forstyrrer togtrafikken.

Der har angiveligt gennem længere tid været stor utilfredshed blandt de ansatte. Elendige arbejdsforhold og udsigt til flere fyringer bliver angivet som årsagen.

Fra morgenstunden regnede formanden for HK Trafik og Jernbane, Anders Hasle, ikke med møder eller strejke.

- Jeg har hørt rygtet, og jeg har snakket med mine tillidsrepræsentanter - og de har været ude og har haft en finger i jorden. Der er ingen af vores medlemmer i HK Trafik og Jernbane, der påtænker at nedlægge arbejdet, så jeg kan ikke forstå hvordan det rygte kan komme rundt, siger han til TV 2 News.

DSB’s presseafdeling råder ifølge TV 2 News pendlere til at holde øje med driftsinformationerne på DSB’s hjemmeside, men kan hverken be- eller afkræfte rygterne om strejke. Pt. kører togene som de skal.

Har du oplysninger om en eventuel strejke, så tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller på mail 1224@eb.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere