Dødstrusler efter sag om stripperstang

En af arrangørerne hos Teen Club, Esben Berger, har modtaget dødstrusler, efter flere medier i går skrev om deres ungdomsfest på lørdag med ryste-røv-konkurrencer og stripperstang

Teen Club aflyser nu deres bootyshake-konkurrence på lørdag. (Foto: Colourbox.com)
Teen Club aflyser nu deres bootyshake-konkurrence på lørdag. (Foto: Colourbox.com)

Koordinatoren for Teen Club, Esben Berger, har modtaget dødstrusler og er blevet oversvømmet med negative telefonbeskeder og mails.

Det sker, efter at flere medier i går skrev, at der både ville være en stripperstang og bootyshake-konkurrence til Teen Club's ungdomsfest i Roskilde på lørdag.

- Der er simpelthen nogle, der vil slå mig ihjel. Det er da ærgerligt, for jeg føler, at jeg gør noget godt. De historier er blevet vinklet som om, at vi leder folk i fordærv. Det gør vi ikke. Vi har alle sammen børneattest, og jeg har arbejdet i ungdomsmiljøet i rigtig mange år, forklarer Esben Berger.

Teen Club, der henvender sig til unge mellem 13 og 16 år, har nu besluttet at aflyse bootyshake-konkurrencen.

Ikke en stripperstang
I dag fortryder Esben Berger, at han har brugt ordet stripperstang, da det i virkeligheden er en dance-pole.

- Jeg har lidt for kækt kaldt det en stripperstang, og bagklogskabens lys, kan jeg godt se, at det ikke var så pissesmart. Det er en dance-pole. Stripperstænger er selvfølgelig også en pole, men det er noget, der foregår i stripklubber, her er det faktisk bare en dance-pole, der er indbygget i de lokaler, vi lejer. Det, der bliver foretaget på den, er pole-dancing, som man ser i adskillige fitnesscentre, som er en god motionsform. Desuden skrider vores vagter ind, hvis de unge sender forkerte signaler, forklarer Esben Berger.

Bootyshake-konkurrencen har været afholdt ved tidligere fester, men den er altså nu aflyst på lørdag. Esben Berger understregede i går, at de hovedsagligt prøver at udvælge 15-16-årige til deres konkurrencer.

- Dansekonkurrencerne bliver afholdt af Dj’en, som er 16 år, og således selv tilhører målgruppen. Der er ingen indblanding fra voksne i disse konkurrencer, da vi ikke finder det forsvarligt at lade voksne mennesker tage stilling til, hvem der kan danse bedst. Det er desuden Dj’en, der sætter reglerne op for konkurrencerne, som alle festdeltagerne synes er underholdende, siger Esben Berger.

Dj'en selv siger, at det er klapsalver, der afgør, hvem der vinder.

Her ikke oplevet noget uforsvarligt
Johnnie Lorenzen er samarit hos Dansk Røde Kors, og hun været samarit ved flere af Teen Club's fester. Hun har ikke selv set nogen af de omtalte konkurrencer, men påpeger, at hun ikke har oplevet noget uforsvarligt.

- Jeg ser Esben Berger og security som kompetente mennesker, forklarer Johnnie Lorenzen.

Læs også: Joan Ørting: Behold tøjet på.

0 kommentarer
Vis kommentarer