Erhvervsliv takker for mere arbejdskraft

Der er glæde i erhvervslivet over aftalen om en tilbagetrækningsreform. Nu skal vi have flere bud på vækst

En af de største vækstbarrierer for danske virksomheder bliver nu brudt ned med den politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om tilbagetrækningsreformen, som forringer efterlønsordningen for danskerne.

Sådan lyder vurderingen fra DI, som er erhvervslivets organisation for 10.000 medlemsvirksomheder.

- Med reformen i dag skal vores medlemsvirksomheder ikke i samme grad konkurrere med et økonomisk attraktivt tilbud fra statskassen om at beholde deres ældre medarbejdere, siger administrerende direktør Karsten Dybvad og fortsætter:

- Det har været åbenlyst, at en effektiv aftale om at fremtidssikre Danmarks økonomi måtte indebære et opgør med efterlønnen. Med det indgåede forlig, kommer vi et meget langt stykke ad vejen.

Et skridt på vejen
Hos Dansk Erhverv er der ligeledes glæde over aftalen. Nu håber de, at politikerne fortsætter i samme spor.

- Vi skal have genfundet opskriften på vækst, og derfor har vi efter dagens forlig forventninger til, at politikerne kommer med solide bud på, hvordan vi får væksten i Danmark tilbage, siger administrerende direktør Jens Klarskov.

Han havde dog gerne set en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen.

Dansk Arbejdsgiverforening er hovedorganisation for 12 arbejdsgiverforeninger - deriblandt DI og Dansk Erhverv.

Efter dagens aftale ser de lysere på fremtiden for Danmarks konkurrencesituation.

- Det er igen muligt at tro på, at Danmark også i fremtiden kan være et af verdens bedste lande at bo, arbejde og drive virksomhed i, siger administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen .

Med aftalen mellem de politiske partier bliver efterlønsperioden gradvist reduceret fra fem til tre år, mens en senere pensionsalder fremrykkes i forhold til aftalen i Velfærdsforliget.

0 kommentarer
Vis kommentarer