Rusket af chefen - nu får hun erstatning

Rengøringsassistent gjort halvinvalid af arrig chef

Da rengøringsassistenten ville gå forbi chefen, greb han fat i hendes højre skulder og ruskede hende. (Modelfoto: Klaus Holsting)
Da rengøringsassistenten ville gå forbi chefen, greb han fat i hendes højre skulder og ruskede hende. (Modelfoto: Klaus Holsting)

En rengøringsassistent har pådraget sig en såkaldt 0-arm, efter at hendes chef ruskede hende. Det fik ikke fysiske, men psykiske følger, som betyder, at hendes arm i dag er lammet. Nu har Ankestyrelsen tilkendt rengøringsassistenten godtgørelse for et varigt mén på 55 procent, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Rengøringassistenten, der er nydansker, havde arbejdet i samme firma i fire år, inden konflikten med arbejdslederen opstod. Han skældte en dag ud over, at der ikke var gjort godt nok rent og bad rengøringsassistenten hente en klud. Da hun ville gå forbi ham, greb han fat i hendes højre skulder og ruskede hende.

Efter kontroversen fik kvinden stadig flere smerter i skulderen. Efterhånden blev hendes arm lammet. Ikke på grund af en fysisk skade, men ifølge lægerne på grund af en psykisk lidelse, en såkaldt 'dissociativ bevægeforstyrrelse'.

Ankestyrelsen kalder afgørelsen principiel, og den kan derfor få betydning fremover, når psykiske følger af en arbejdsskade skal bedømmes.

0 kommentarer
Vis kommentarer