Flyvevåbnet brugte helikopter til privat eftersøgning

Flyvevåbnet brugte helikopter til at lede efter medarbejders far uden o.k. fra politiet

Helikopteren var ifølge adskillige københavnere, som har henvendt sig til ekstrabladet.dk, i luften længe før de 12 timer efter mandens forsvinden, som Flyvevåbnet påstår der gik. (Foto: Kenneth Meyer)
Helikopteren var ifølge adskillige københavnere, som har henvendt sig til ekstrabladet.dk, i luften længe før de 12 timer efter mandens forsvinden, som Flyvevåbnet påstår der gik. (Foto: Kenneth Meyer)

En af flyvevåbnets redningshelikoptere hang i flere timer onsdag over København i jagten på en 67-årig mand, som var forsvundet fra sit plejehjem på Maribovej.

Den gik i luften ved 16-tiden og opgav eftersøgningen af manden, som lider af Alzheimers, ved 17-tiden.

Politiet kendte i første omgang intet til sagen, selvom også de eftersøgte manden, og det er der en grund til.

Læs også: Mystisk helikoptereftersøgning opklaret.

Flyvertaktisk Kommando (FTK) erkender over for ekstrabladet.dk, at de sendte helikopteren i luften uden tilsagn fra politiet, hvilket ellers er normal procedure.

Årsag: Den forsvundne mand er far til en medarbejder hos FTK, der derfor ikke tøvede med at bruge skattepenge på den ikke helt billige aktion.

Forsvandt i morges
Normalt venter man 24 timer med at bruge helikoptere i sådanne eftersøgninger, men ifølge FTK var man denne gang ikke parate til at vente så længe.

- Manden havde været væk fra plejehjemmet i mindst 12 timer og er efter anmelderens oplysninger ikke i stand til at klare sig selv, siger kommunikationsmedarbejder Thorbjørn Forsberg fra FTK.

På FTK's hjemmeside står der ligeledes i en pressemeddelelse, at manden havde været forsvundet i 12 timer, da man rekvirerede en helikopter.

Det er dog muligvis kungodt 11 timer. I hvert fald opdagede plejehjemmet, at manden var forsvundet, kl. 5 om morgenen. 11 timer og 18 minutter senere indledte helikopteren eftersøgningen.

- Helikopteren letterede fra Roskilde kl. 14.46 for at deltage i en flyfremvisning i Kastrup. Kl. 16.02 blev beslutningen taget om, at helikopteren skulle deltage i eftersøgningen, og helikopteren gik i luften kl. 16.18, fortæller Thorbjørn Forsberg fra FTK til ekstrabladet.dk.

Fundet i god behold
Den forsvundne mand blev onsdag aften kl. 22.45 fundet af en politimand, som cyklede hjem fra vagt.

Betjenten bemærkede den ældre herre, da han gik rundt i nabolaget omkring Amager Boulevard og Amager Fælledvej - meget langt fra Damhussøen, hvor helikopteren havde ledt efter ham.

- Han var i god behold og er nu bragt tilbage til plejehjemmet på Maribovej i Valby, oplyser ordenspolitiets centrale vagtleder Mads Firlings.

Synes du, det er o.k. at flyvevåbnet bryder reglerne for at lede efter en medarbejders far? Giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder.

1 af 2 Her er et screenshot af Flyvevåbnets hjemmeside, hvor de påstår, at der gik 12 timer efter mandens forsvinden inden helikopteren var i luften.
2 af 2 Helikopteren var ifølge adskillige københavnere, som har henvendt sig til ekstrabladet.dk, i luften længe før de 12 timer efter mandens forsvinden, som Flyvevåbnet påstår der gik. (Foto: Kenneth Meyer)
0 kommentarer
Vis kommentarer