Afdød pave saligkåres af kirken

Den katolske kirke saligkårer pave Johannes Paul II, så han kan dyrkes som helgen

Afdøde pave Johannes Paul II bliver saligkåret i dag. (Foto: AP)
Afdøde pave Johannes Paul II bliver saligkåret i dag. (Foto: AP)

Der er lagt i kakkelovnen til en stor ceremoni til ære for den afdøde pave Johannes Paul II. Han bliver saligkåret i dag, og det sker under ledelse af den nuværende pave Benedict XVI. Når den han erklærer sin forgænger for ’salig’, får det den betydning, at katolikker offentligt kan dyrke den afdøde pave på udvalgte steder ligesom en helgen. Helgener hjælper katolikker ved at bede for dem og med dem.

I Danmark mener den katolske kirke, at kåringen er vigtig.

– En saligkåring af pave Johannes Paul II er vigtig, fordi det er en måde at vise, at han var tæt på Gud. Han formidlede budskabet fra Gud til verden. Saligkåringen betyder, at han nu er hos Gud, hvilket er målet for os alle. Og det er et tegn på håb, siger Niels Engelbrecht, der er præst i den katolske domkirke Sankt Ansgar i København.

- I Danmark får det den betydning, at hans gode ry bliver forstærket. Han er jo den eneste pave, der har besøgt landet tilbage i 1989, siger præsten.

Hele verdens pave
Ifølge Niels Engelbrecht var Johannes Paul II en enestående pave, som interesserede sig for verden omkring sig.

– Han var den første pave, der rejste rundt på hele kloden på den måde. Han kom virkelig ud af kirken i stedet for at sidde i den. Og han var optaget af både politiske og sociale forhold verden over, siger han.

– Hans saligkåring har betydning for hele verden, fordi han var hele verdens pave. Han var udadvendt og rejste meget rundt i verden, siger den katolske præst.

En mirakelmager
Ikke med at være en verdensmand, globetrotter og formand for alle jordens katolikker så var den afdøde pave også en vaskeægte mirakelmager. Og det har givet vist også været et tungtvejende argument for at gøre den elskelige polak salig.

– Der har været et mirakel, hvor en mand blev helbredt på pavens forbøn, siger Niels Engelbrecht, som også peger på pavens indsats for at skabe demokrati og frihed i Polen.

– Han påvirkede Murens fald ved sin rejse til Polen og har i det hele taget været med til at gøre den katolske kirke synlig og udbrede dens budskab, mener siger præsten.

Johannes Paul II døde i 2005.

0 kommentarer
Vis kommentarer